Der er helt sikkert mange som allerede kender Casper Tybjerg. Casper blev i en alder af kun 24 år kåret som Danmarks bedste natur fotograf og har siden 2006 været Nikon ambassadør i Danmark.  Siden da er det gået stærkt og Casper har leveret billeder til blandt andet dagspressen, magasiner, flyselskaber, rejseselskaber, forlag, ambassader, kommuner og amter samt et utal af private kunder.

Casper Tybjerg

Casper Tybjerg

Til lands, vands og i luften. Ja der er næsten ingen grænser for hvor fotoopgaverne bringer fotografen hen. Casper har rejst i stort set hele verden og leveret billeder fra ikke mindre end 42 lande. Her er en stribe billeder hvor vi ser Casper i action.

På hundeslæde med kurs mod indlandsisen. Arktis er et fantastisk sted at tage billeder.

På hundeslæde med kurs mod indlandsisen. Arktis er et fantastisk sted at tage billeder.

Casper er med til at skabe den første kontakt til en beduinfamilie, der aldrig tidligere har mødt mennesker fra vores del af verden. Den slags kræver tid og masser af tålmodighed, og er ekstremt spændende. Børnene er altid de mest nysgerrige...

Casper er med til at skabe den første kontakt til en beduinfamilie, der aldrig tidligere har mødt mennesker fra vores del af verden. Den slags kræver tid og masser af tålmodighed, og er ekstremt spændende. Børnene er altid de mest nysgerrige…

Casper bliver hejst ud af Flyvevåbnets redningshelikopter EH101. I januar og februar 2008 lavede han en fotodokumentation af hverdagen ombord på det store fartøj.

Casper bliver hejst ud af Flyvevåbnets redningshelikopter EH101. I januar og februar 2008 lavede han en fotodokumentation af hverdagen ombord på det store fartøj.

Vi er på vej ud på Tysfjorden (Nordnorge) i forsøget på at fotografere fridykkeren Stig Åvall Severinsen i selskab med spækhuggere. Det er en flot morgen og stemningen er i top.

Casper er med sit team på vej ud på Tysfjorden (Nordnorge) i forsøget på at fotografere fridykkeren Stig Åvall Severinsen i selskab med spækhuggere. Det er en flot morgen og stemningen er i top.

Casper er i færd med at fotografere krondyr i Vestjylland. Det er ingen nem opgave at komme tæt på de meget sky dyr, og derfor må man tage alle kneb i brug.

Casper er i færd med at fotografere krondyr i Vestjylland. Det er ingen nem opgave at komme tæt på de meget sky dyr, og derfor må man tage alle kneb i brug.

Det kan tydeligt ses at Casper er en mand som har været mange steder og fotograferet mange forskellige ting. Derfor vil han heller ikke kalde sig selv reklame – presse – natur eller undervands fotograf, men derimod en kombination af dem alle.

De fleste ved at flere nye spejlrefleks kamera kommer med video funktioner. Dette er også et område som Casper har arbejdet med. Han har haft Nikons D3s med en tur i Kosovo og det er der kommet en lille film ud af.

https://www.youtube.com/watch?v=iiTbHeybrhU

Casper er efterhånden også blevet kendt ude i mange folks dagligstuer. Det er blandt andet sket igennem et samarbejde med TV2 Vejret om en stor fotokonkurrence. Senest i 2009 var opgaven “Skyd det danske vejr” og Casper var som dommer med til at vurdere mere end 55.000 billeder.

Udover at være dommer har Casper optrådt på TV hvor han har givet tips til Danmarks ivrige foto folk. En opgave der helt sikkert ikke er nemt i den pressede TV verden.

TV2-fotografen Morten Nielsen kommer på hårdt arbejde, da han følger Casper Tybjerg gennem vildnisset i Marselisborg skov.

TV2-fotografen Morten Nielsen kommer på hårdt arbejde, da han følger Casper Tybjerg gennem vildnisset i Marselisborg skov.

Det er ikke kun på TV at Casper deler ud af siden viden omkring foto. På hjemmesiden tff findes en online fotoskole som jævnligt opdateres. Her er der mulighed for helt gratis at hente en masse viden inden foto. Tybjerg har desuden også lavet en hel række fotobøger der dækker emner som komposition, natur foto, mennesker, billedbehandling og generel fototeknik.

Udover bøger har Casper også produceret DVD film hvor han underviser i foto. Tag et kig i videoen herunder som er en lille intro til en af filmene.

Er du ikke til bøger og den online fotoskole så afholder Casper også både kurser og foredrag. Der er mulighed for at deltage på en fotoskole hvor der er kurser fra begynder til avanceret.  Der afholdes også speciale kurser inden for områder som tropisk, maritim, macro, rejse, fotojournalistik og meget mere.

Interview

Casper har været så flink at fortælle lidt om hvordan han arbejder og hvad der kræves af en god fotograf.

Hvad er det bedste ved dit job?
Det er svært at nævne én ting, der er det bedste. Der er så mange forskellige ting, der går op i en højere enhed, når de kombineres. Faktum er at jeg ikke kan forestille mig noget bedre job. Hvis jeg skal fremhæve et par forskellige ting må det være indflydelsen og friheden. Med mit kameraudstyr og mine publikationer har jeg indflydelse, fordi jeg kan vælge hvilke historier, jeg vil fortælle. Indtil videre har jeg produceret billeder i 42 lande, og alene de oplevelser, jeg har haft undervejs, gør indsatsen værd. Jeg har mange gange igennem min karriere oplevet at åbne mit publikums øjne for emner, de aldrig før har set eller hørt om.

Det er fascinerende at kunne være med til at udvide sine medmenneskers horisont. Friheden er også et væsentligt element. Jeg kan langt hen ad vejen selv tilrettelægge min hverdag, og det er for mig at se helt nødvendigt, når man fotograferer. Motiverne viser sig jo ikke altid fra sin bedste side mellem 8-16.

Hvordan ser en drømme foto opgave ud for dig?
En drømme opgave indeholder noget banebrydende og samtidig en god økonomi. Ikke økonomi i den forstand at jeg kan score kassen, men økonomi i den forstand at jeg har tid nok til at lave mine billeder nøjagtigt, som jeg ønsker. Når budgettet er skrabet, betyder det ofte, at man må løbe meget hurtigere og ikke altid får mulighed for at opnå det helt perfekte resultat.

Med det banebrydende element mener jeg, at opgaven indeholder noget, der ikke er gjort før. Eiffeltårnet er der sørme lavet mange billeder af, men der er heldigvis stadig masser af steder i verden, der ikke er fotograferet endnu.

Til september opsøger jeg et af disse områder, og det bliver ganske enkelt fortræffeligt. Men det kunne også være mere hverdagsagtige motiver, som jeg blevet bedt om at producere billeder af på en helt ny måde. Så må man til at tænke kreativt.

Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for dig?
Det kan jeg ikke svare på, da der ikke er mange uger, der ligner hinanden. Jeg har med andre ord ikke noget, der hedder en typisk arbejdsuge.

Kan du fortælle lidt om en arbejdsuge på en af dine mange opgaver?
Ugen afhænger naturligvis meget af hvor opgaven gennemføres – og på hvilken årstid. Dagen starter næsten altid tidligt, fordi jeg er ude at jage det lækre lys i forbindelse med solopgangen.Midt på dagen er der som regel en slags siesta, som bruges til enten afslapning, planlægning eller transport. Om eftermiddagen / aftenen går den vilde jagt så igen.

Generelt ligger der temmelig mange timers arbejde i en intensiv fotoopgave. Det er ikke usædvanligt at være i gang fra 0600-2300, hvilket ikke levner meget tid til at fundere over livet.Der går mindst lige så lang tid med at planlægge og forberede opgaverne, som der går med at gennemføre dem.

Nogle opgaver er ekstremt udstyrskrævende. Engang har jeg egenhændigt præsteret at checke 131 kg baggage ind hos Icelandair.
Heldigvis havde jeg en aftale med dem på forhånd, men check-in damen så alligevel rimelig forskrækket ud.

Hvad kræver det at blive en god fotograf?
Man skal have teknisk indsigt, men det er ikke nok i sig selv. Man skal også udvikle en naturlig fornemmelse for lys og så er man nødt til at studere lidt kompositions- og farvelære. Desuden skal man være småtosset og kunne stå tidligt op om morgenen. En smule perfektionisme er ikke af vejen, men omvendt må man heller ikke gå for meget op i teknikken. Jeg oplever tit fotografer, der fordyber sig så meget i udstyr, indstillinger og teknik, at det betyder, at de går glip af gode billeder.

Desuden har jeg et personligt princip om, at billeder skal laves med et kamera og ikke med en computer. Jeg gider ikke sidde ved computeren og rette i kurver. Derfor har jeg udviklet nogle teknikker, som gør det muligt at komme hjem med stort set færdige billeder hver gang. Det betyder, at jeg har mulighed for at tilbringe mange flere timer ude i felten, hvor de fleste motiver nu engang også befinder sig.

Hvad er det vigtigste råd du vil give folk der gerne vil gøre karriere inden for foto verdenen?
Uf, det var en af de svære. Nu findes der jo mange typer fotografer og mange måder at blive fotograf, så jeg tror desværre ikke, at der er en universel opskrift. Man skal være klar til at kæmpe for sagen. Man skal indstille sig på perioder med lavvande. Har man familie, skal det være en meget forstående en af slagsen, som det er vigtigt, at man kan finde ud af at kommunikere med. Og så skal man lade være med at gøre det samme, som alle de andre gør.

Jeg vil sige tusind tak til Casper for hans deltagelse.

Du kan finde meget mere om Casper og resten af firmaet bag TTF på hjemmesiden: https://www.ttf.dk

Husk også at besøge…

Online fotoskole

Caspers billede galleri

Foredrag – kurser og fotoskole